DR Koncertkoret

Foreningen af sangere i DR Koncertkoret består af 56 medlemmer, der er kontraktansatte sangere med et årligt minimum timetal på 200 timer.

Korets historie går ubrudt tilbage til 1932, hvor den legendariske første generaldirektør for Statsradiofonien, kammersanger Emil Holm, fik Radiorådets godkendelse til at samle et stort kor af Københavns mere eller mindre professionelle sangere til opførelsen ved torsdagskoncerten 1.april af Verdis Requiem.

Fra 1933 kaldes ensemblet Statsradiofoniens kor. I 1937 knyttes den veletablerede danske kordirigent Mogens Wöldike til koret, og han danner Statsradiofoniens madrigalkor, og begreberne ”Store kor” (40) og ”lille kor” (22) opstår. I 1973 dannes Radiokammerkoret og de større formationer kaldes Radiokoret. Fra 1978 er 50 og 74 sangere standardbesætninger.

I 2009, da DR flytter til DR-byen, ændredes navnet til DR Koncertkoret.

Den bedst kendte danske koncertserie, Torsdagskoncerterne, får ekstra prominens, når DR Koncertkoret - med sin største besætning - og DR Symfoniorkestret sammen fremfører de store korværker.

DR Koncertkorets position understreges af samarbejder med orkestre uden for DR som Odenses, Sjællands og Malmös symfoniorkestre, Hamburgs og Frankfurts radioorkestre, Wiens symfonikere, Berlins filharmonikere og koncertrejser til Proms i London, Salzburg festspillene, Présence i Paris, Schleswig-Holstein festival.

Koret har pr. 1. januar 2016 fået Bart Van Reyn som korsyngemester (se Barts hjemmeside); han indstuderer repertoiret før orkesterdirigenten kommer til. Arbejdet med at præsentere en samlet klang, skarp præcision og stor fleksibilitet, understøtter DR Koncertkorets ambition om at bevare sin plads i toppen af Europas professionelle korverden.

Korets chef er Michael Emmery, ligeledes ansat pr. 1. januar 2016.

Korets formand Anna Carina Sundstedt kan kontaktes på mail: acsu(at)dr.dk

Foto: Agnete Schlichtkrull

s2Member®